SKOLEKONCERTER
TROMMERUM EXPRESS
Kom med på en musikalsk rejse rundt i verden, hvor vi introduceres til eksotiske og spetakulære slagstøjsinstrumenter tilsat en god portion humor og involvering af publikum. Der danses lokale rytmer og trin og lydene afspejler den verdensdel, vi befinder os i. Gonger fra Kina, conga-rytmer fra Cuba og pandeiro fra Brasilien er bare nogle af de instrumenter, vi møder på den musikalske rejse.
Trommerum express er et musikalsk inspirations boost for både børn og voksne, pædagoger og lærere.
Koncerten henvender sig primært til børnehavebørn og børn i indskolingen dvs. 3-9 år.
Et medrivende show, der i 2019 har udløst en Danish Music Award til Thomas Ousager.
TRÆD INDENFOR I ET BIGBAND
Oplevelseskoncerter med bigband for børnefamilier / elever i 0.-3. klasse
Træd indenfor i et BIGband! er en oplevelseskoncert på ca. 50 minutter, der giver publikum en unik forståelse for, hvad et bigband er.
På inddragende og sanselig måde får publikum en forståelse for, hvad det skal sige at være professionel musiker og spille på et instrument – alt sammen i børnehøjde, så selv de yngste kan være med.
Musikken spiller allerede, når publikum går ind i salen, så de kommer helt tæt på musikerne og deres instrumenter. I løbet af koncerten introduceres de for de forskellige instrumenter i orkestret, de får lov at høre orkestret spille og til at interagere med musikerne.
Publikum kommer også selv i spil, når de flere gange får lov at danse og bevæge sig. Der bliver mulighed for at stille spørgsmål til orkestret, og børnene får lov at synge, spille på madpapir og prøve kræfter med stomp trommer. Med andre ord har publikum hænderne nede i dejen lige fra start, og jeg er med hele vejen til at præsentere musikerne og guide børnene igennem alt det, de kommer til at opleve.
FORMEN PÅ KONCEPTET
Konceptet er en færdig pakke, der består af i alt 8 arrangementer. 3 af disse arrangementer kan I, i samarbejde med mig, udvælge fra jeres eget repertoire.
Tilbuddet kan derfor tilpasses alle big bands uanset niveau – hvad enten der er tale om talentbigbands, musikskolebigbands, amatør- bigbands eller lignende – og I kan således frit vælge mellem arrangementer, I har øvet på længe, eller nyere arrangementer som I gerne vil øve mere på.
Du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du bare vil høre mere om projektet og dets mange muligheder.